Menu
Matteo vinder pris - Main IMG

Nyuddannet METRO THERM ingeniør vinder prestigefyldt pris

Matteo Caramaschi dimitterede fra DTU i sommer og har netop vundet Dansk Køle-og Varmepumpeforenings årspris for årets bedste kandidatspeciale. Specialet, der handler om fordelene ved at anvende microbooster-varmepumper i fjernvarmeinstallationer, er udarbejdet i nært samarbejde med METRO THERM.

”Det var helt sikkert en rigtig god dag,” siger Matteo Caramaschi om 4rd Symposium on Advances in Refrigeration and Heat Pump Technology, der blev holdt i Odense Congres Center i november. Her gik den nyuddannede civilingeniør nemlig hjem med Dansk Køle-og Varmepumpeforenings pris for årets bedste kandidatprojekt – et projekt, der viser vejen til banebrydende nye teknologier på fjernvarmeområdet.

Matteo Caramaschi har analyseret de økonomiske og energitekniske perspektiver i at anvende varmepumper til at producere varmt brugsvand hos forbrugerne i et fjernvarmenetværk med lave fremløbstemperaturer. Han udførte sit projekt i tæt samarbejde med METRO THERM og havde bl.a. udviklingschef Kasper Korsholm Østergaard som en af sine vejledere. Resultaterne i projektet viser, at både forbrugere og samfund kan opnå store besparelser ved at anvende varmepumper og fjernvarme på samme tid. 

Har bevist værdien af helt nye teknologier

Kort fortalt handler Matteo Caramaschis prisvindende kandidatafhandling om muligheden af at anvende micro booster-varmepumper til at understøtte fjernvarme med lave fremløbstemperaturer. Han har bevist, at der er store økonomiske fordele ved en sådan teknologi, og at man samtidig kan opnå tilpas høje temperaturer hos forbrugeren til at legionella-truslen kan afværges.

”Resultaterne er virkelig spændende,” siger han. ”Microbooster-varmepumper er en helt teknologi med mange muligheder, som åbner helt nye døre for fjernvarmeværkerne. Jeg har arbejdet med analyser og prøveinstallationer i et byggeprojekt i København, og resultaterne er helt entydige og meget lovende. ”

Vigtige synergier på vej
Matteo Caramaschi er siden sin dimission blevet ansat hos METRO THERM som udviklingsingeniør, hvor han primært skal arbejde med udviklingen af fremtidens varmepumpeteknologier. Han stammer fra Italien, hvor han tog sin bachelor i ingeniørvidenskab. Siden har han studeret i både Kina og Australien, før han kom til Lyngby for at færdiggøre sin kandidatgrad i nært samarbejde med METRO THERM.

Udviklingschef Kasper Korsholm Østergaard fortæller: ”Vi er meget glade på Matteos vegne, men egentlig ikke overraskede over, at han vinder. Hans projekt er imponerende visionært og viser, at der er gevinster at hente i at tænke anderledes, når det gælder fjernvarme. Her hos os kan vi se store perspektiver i at opdyrke synergien mellem forskellige traditionelle forsyningsformer, så det er også et vigtigt projekt for os.”

Samarbejde med universiteterne
Projektet kan også ses som led i udviklingen af flere fremtidige forretningskoncepter for METRO THERM og som et udgangspunkt for videre samarbejde mellem DTU Mekanik og METRO THERM.

”Vi er altid i tæt samarbejde med forskerverdenen,” siger Kasper Korsholm Østergaard. ”Vi udnytter de teknologiske landvindinger og integrerer ny viden i produkterne, så forbrugernes hverdag bliver lettere. Matteos projekt er et bevis på, at det er den rigtige vej at gå.”  

Matteo Caramaschi får, foruden æren og 2500 kroner, mulighed for at formidle sine resultater i en videnskabelig artikel.

Læs flere nyheder fra METRO THERM >>