Varmepumpe til eksamen

Varmepumpe til eksamen i dansk vintervejr

METROAIR varmepumpe hos Marianne og Flemming Mortensen, Årslev.

I september 2009 fik Marianne og Flemming Mortensen en METROAIR luft-til-vand varmepumpe installeret. De var spændte på, om de ville kunne holde varmen gennem vinteren – og nu har varmepumpen ”klaret” to strenge vintre til et flot 12-tal på den nye skala!

For et par år siden vendte Marianne og Flemming Mortensen hjem fra Norge, hvor de havde boet i en længere periode af deres liv. Marianne og Flemming hører ikke til dem, der er bange for at tage en chance, så de havde for et par år tilbage sagt ja til et bestyrerjob på det, nordmændene kalder en skistue. Det er et vandrehjem/skihotel, som ligger i naturskønne omgivelser. Udover at overnatte kan man også holde sine fester i skistuen, og det gør nordmændene i stor stil.

Så Marianne og Flemming kunne godt få tiden til at gå: Arbejdsdage på op til 20 timer om dagen viste sig at være virkeligheden, når man har op til 60 overnattende gæster og et hav af selskaber – og i øvrigt selv laver maden, serverer og sørger for opvasken.

Fra skihytte til villa i Årslev
Efter tre år som bestyrerpar besluttede Marianne og Flemming sig for, at der skulle lidt mere ro til i tilværelsen. Hjemme i Danmark var der også en familie, der trak – ikke mindst for barnebarnet, som godt ville have farmor og farfar tættere på.
Marianne og Flemming gik i gang med at bygge nyt hus i Årslev på Fyn, mens de endnu drev hotellet i Norge. I den forbindelse skulle de tage stilling til, hvilken form for opvarmning de ville have i huset. I Norge har forbrugerne taget varmepumper og især jordvarme til sig nogle år før de danske forbrugere. Så for Marianne og Flemming var jordvarme det oplagte valg. Det kunne imidlertid ikke lade sig gøre, da grunden i Årslev ikke egnede sig til et jordvarmeanlæg. Så tog parret på ny en chance.
- Vores murer fortalte os om et produkt, der på det tidspunkt var nyt, nemlig en luft-til-vand varmepumpe. Den hørte vi mere om, og i september 2009 fik vi installeret sådan én, fortæller Flemming.

Garantien holdt!
Marianne og Flemming fik en introduktion til, hvordan deres varmepumpe fungerede. Den kørte perfekt, og allerede efter få uger måtte den til at stå sin prøve, for da satte det hårde vintervejr ind - og dét år blev vinteren virkelig barsk.

- Vi ville jo godt lige have en garanti for, at vi ikke kom til at fryse om vinteren. Den garanti fik vi. Og, vi må indrømme, at garantien har holdt! Nu har vi ”overlevet” to særdeles strenge vintre i træk. Den første vinter (2009-10) lovede metrologerne ned til 15-20 graders frost. Da var vi da godt nok spændte på, hvordan det ville fungere – og også på, hvordan opvarmningsøkonomien ville komme til at se ud. Vi blev positivt overrasket, fortsætter Flemming.
Flemming dokumenterer sin fortælling ved hjælp af en lille lommebog, hvor han uge for uge noterer strømforbruget.
-  Vores årlige elforbrug beløber sig til 6000 kw. Men i det forbrug er vores varmeudgifter jo medregnet, da vores varmepumpe sørger for varmen. Den bruger det strøm, der skal til for at trække systemet og så strøm til en el-patron, som automatisk supplerer varmepumpen, hvis den pga. ekstrem kulde ikke kan klare opvarmningen alene. Vores hus er på 110 kvm. Så med et el-forbrug (som altså også inkluderer vores varmeforbrug) på 12.000 kr. i isvintrene 2010 og 2011 må jeg sige, at det er et fantastisk system, som vi er meget tilfredse med.

Konstant varme – med plads til forskellige ønsker
Marianne fremhæver, at varmepumpesystemet også byder på andre fordele end de økonomiske. Hun synes, at det er rart med en konstant temperatur i huset.
- Vi rører aldrig ved termostaten. Den står fast ved den varmegrad, som vi gerne vil have. I køkkenet er det altid 22-23 grader. Så har vi det lidt køligere i stuen og til gengæld lidt varmere i badeværelset. Jeg er meget glad for, at vi kan indstille varmen på en ønsket varmegrad i det enkelte rum.
Rammerne skulle sådan set være til stede for pensionist-livet. Men, så er der lige det med, at Marianne og Flemming ikke er så indstillet på at sige nej tak til en udfordring mere: Nu driver de Café Æblehaven ved Valdemars Slot på Tåsinge. Det er en café med plads til 60 gæster, så Marianne og Flemming holder varmen mellem kl. 10 og 17 ved at arbejde i højt tempo. Om aftenen må varmepumpen i Årslev træde til, og det har den som nævnt også gjort upåklageligt siden den blev installeret.  

Læs mere om luft til vand varmepumpe HER

Hvordan fungerer varmepumpen?

Luft trækkes ind i varmepumpen. I anlægget er der et system med en kompressor og kølevæske, som ”gearer” temperaturen op. Varmen ledes gennem rør ind i husets varmtvandsbeholder og fordelingsanlæg.

Princip luft vand varmepumpe