Menu
Main IMG

VE-godkendelse - et bevis på dine evner inden for varmepumpeinstallation

Arbejder du med varmepumper, kan du nu til en meget fordelagtig pris komme på kursus og samtidig sikre dig et uddannelsesbevis, der er kvalificerende, hvis din virksomhed ønsker at blive VE-godkendt.

Energistyrelsen iværksætter nu et særligt uddannelsesforløb, der skal opgradere kompetencerne blandt installatør- og montørvirksomheder, producenter og grossister m.fl. inden for varmepumpeinstallation. Målet er at sikre bedre installationer og mindske antallet af fejl, når varmepumperne installeres i danskernes hjem.

Vælg mellem tre forskellige kurser

  • Intensiv læring i form af et 3-dages kursus til dem, der sælger, projekterer eller står for varmepumpeinstallation. Det er for ingeniører, installatører, maskinmestre eller håndværkere, der arbejder i en installatørvirksomhed eller hos en producent, grossist, rådgiver e.l. Prisen er 1.200 kr. inkl. kursus, prøve og uddannelsesbevis.
  • Supplerende 1-dags kursus for erfarne installatører og rådgivere, der i forvejen har kurser fra VPO-ordningen eller tilsvarende efteruddannelsesniveau. Prisen er 500 kr. inkl. kursus, prøve og uddannelsesbevis.
  • 1-dags kursus for varmepumpemontører og -teknikere/vvs'ere, der er udførende på varmepumpeinstallation. Prisen på kurset er 500 kr. Der er ingen prøve ved dette kursus.

Alle tre kurser udbydes af Videncenter for Energibesparelser i Bygninger.

 

Hvad er en VE-godkendelse?

VE-godkendelsen er frivillig ordning for virksomheder, som står for montering og varmepumpeinstallation. Det er Energistyrelsen, som er ansvarlig for ordningen.

For at blive VE-godkendt skal virksomheden - ud over at have en VE-uddannet medarbejder - have et kvalitetsledelsessystem, der er tilpasset kravene i VE-godkendelsesordningen. Det er dog en forholdsvis simpel opgave at tilpasse virksomhedens kvalitetsledelsessystem til kravene i VE-godkendelsesordningen. Brancheorganisationerne TEKNIQ og Arbejdsgiverne hjælper gerne hermed.

De virksomheder, der har opnået en VE-godkendelse, kan blandt andet findes på SparEnergi.dk, som er en hjemmeside med 600.000 besøgende årligt. De VE-godkendte virksomheder ses her.

Læs mere om både kurser og VE-godkendelse her

Læs rapporten 'Den gode varmepumpeinstallation' her