PVT-boosteren toppræsterer i både kulde og varme

Afslutning på projektet om PVT-paneler og METRO Microbooster.

METRO Microbooster er en banebrydende brugsvandsvarmepumpe. Det har der været bred enighed om siden lanceringen tilbage i oktober 2019. Men kan den også ombygges, så den kan fungere i en moderne, miljøvenlig installation med solceller og solpaneler - og samtidig fungere om vinteren, når temperaturen falder betragteligt under 0 grader?

Dette spørgsmålet stillede COWI og METRO THERM tilbage i starten af 2020 og indledte herefter et samarbejde, med kommunikationsbureauet RUBRIK som 3. partner, hvor METRO Microbooster skulle ombygges og testes sammen med helt nye PVT-paneler – solpaneler med indbyggede solceller. Det smarte ved disse paneler er, at de både kan overføre energi fra panelerne til METRO Microbooster via brinen i systemet og samtidig kan levere strøm via solcellerne; strøm, som blandt andet kan bruges til at drive METRO Microbooster og dermed skabe en slags økosystem af egenproduceret energi. Projektet blev herefter døbt ”PVT-boosteren”, en større rampe med panelerne blev bygget på plænen foran METRO THERM, og nu hvor projektet har nået sin afslutning, ligger resultaterne klar.

PVT-booster projektet

Se hele vores filmserie om projektet.

Frostsikker og sommerklar

Udviklingsingeniør på METRO THERM Troels Stevns Pedersen, som har været meget inde over PVT-booster-projektet, fortæller, at METRO Microbooster selv på de meget kolde dage har kørt uden problemer. ”Microboosteren har faktisk kunne køre tilfredsstillende, uanset hvilket slags vejr og hvilken temperaturer, den er blevet udsat for. Selv midt om vinteren har varmepumpen kunne køre med en brinetemperatur helt ned til minus 19 grader, og der har vi stadig kunne ligge på en fornuftig system COP-værdi på 2.5”, fortæller Troels Stevns Pedersen og dokumenterer dermed også, at METRO Microbooster er så frostsikker, at den midt om vinteren i en installation som denne stadig ville levere to en halv gange så meget energi, som den bruger. ”Modsat kan der om sommeren være perioder, hvor PVT-panelerne kan blive meget varme,” fortæller Troels Stevns Pedersen og forklarer, at dette faktisk kan vendes til en fordel for METRO Microbooster: ”Her kan vi nemlig udnytte forvarmningsfunktionen i METRO Microbooster, hvor brinen kan blive ledt ned til spiralen, og så kan vi forvarme vandet i tanken direkte fra solpanelerne, uden at varmepumpen skal køre, og her har vi kunnet komme op på COP-værdier omkring 20 for systemet.” Her vil METRO Microbooster altså kunne levere 20 gange så meget energi, som den bruger og kan dermed sætte en tyk streg under ordet "energieffektiv". En anden vigtig funktion ved dette er, at solcellerne i panelerne bliver kølet ned i processen. Dette øger deres effektivitet, da solceller fungerer bedst, når de er kølige. Her er der under projektets målinger set forbedringer i solcellernes ydeevne helt op til 12 %.

Alsidig, men ikke klar til salg – endnu

Troels Stevns Pedersen fortæller, at man hos METRO THERM har været meget glade for vidensdelingen med især COWI, som har ekspertise inden for solceller, solfangere og systemintegration. Den anden vej har METRO THERM kunne levere viden om varmepumper og deres installationsmuligheder, og på denne måde har begge parter haft gavn af samarbejdet. Han fortæller også, at Microboosteren faktisk har kørt lige godt med alle de tre typer af solpaneler, som har indgået i projektet – uanset om det har været en udgave, som monteres oven på taget eller en version, som indgår som en del af tagkonstruktionen.

Hos METRO THERM ville vi meget gerne allerede nu kunne præsentere de første salgsklare versioner af PVT-boosteren, men Troels Stevns Pedersen forklarer, at man stadig er et lille stykke fra at have et produkt klar til salg.
”Vi er selvfølgelig glade for at se, at der er interesse fra markedet, men der er stadig lidt arbejde med at få komponenter godkendt til de lave temperaturer, som opstår i den kolde periode af året, men man kan følge med i udviklingen på hjemmesiden, hvor vi vil opdatere omkring udviklingen af PVT-boosteren”, slutter han.

Læs alle resultater og konklusioner i slutrapporten fra ELFORSK.