Besøg Stigs arkitekttegnede nulenergihus
Vi har besøgt Stig Petersen, der har fået opført et arkitekttegnet hus, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Her går kompromisløst design, vedligeholdelsesfrie materialer og et avanceret energisystem hånd i hånd. Resultatet er et hus i den højeste energiklasse, som i praksis næsten fungerer som et nulenergihus.
Vi møder Stig ved hans bolig på Eskelunden i Næstved. Sammen med sin kone købte han grunden i 2021, og efter næsten fire års hårdt arbejde står de nu med en nybygget arkitektonisk perle.
Allerede når man træder ind i det arkitekttegnede hus, mærker man det – den kompromisløse tilgang til detaljerne i både udtryk og funktion.
Det er tydeligt, at der er truffet meget bevidste valg, og at standardløsninger ikke har været en del af planen.
Indvendigt er det de visuelle linjer og materialerne, der fanger øjet. Sildebensparketgulve, store glaspartier, lysindfald fra flere vinkler og en rumoplevelse, der ændrer sig med dagens lys.

Det her er helt nyt og helt noget for sig selv. Alt er lavet specielt
til det her hus. Der er lavet 200 specialtegninger, så der er gjort mange gode tanker om, hvordan man egentlig gør det ordentligt
– Stig Petersen
Udvendigt er der tænkt langsigtet i materialevalget med vedligeholdelsesfrie facader i tegl og eloxeret aluminium. Boligens form bryder med de klassiske, firkantede traditioner og erstatter dem med buede og bølgende former, som giver huset et mere organisk udtryk og får det til at smelte sammen med naturen omkring.
Det høje ambitionsniveau mærkes dog ikke kun i det visuelle udtryk. Bag de æstetiske valg gemmer sig nemlig et lige så ambitiøst mål – en fuldt ud energioptimeret bolig.
Den højeste energiklasse
For Stig var det fra begyndelsen afgørende, at huset ikke blot skulle være smukt, men også energimæssigt helt i top. Derfor er der i opførelsen taget højde for alle aspekter af energioptimering – fra isolering, vinduer og byggematerialer til innovative varme- og ventilationsløsninger samt solceller på taget.
Den høje isoleringsgrad betyder, at boligen stort set ikke har noget varmetab. De moderne varmepumper sikrer en økonomisk og driftssikker forsyning af både varme og varmt vand.
Det fleksible og højeffektive ventilationsanlæg bidrager til høj varmegenvinding og et behageligt indeklima. Derudover kan de 38 solcellepaneler på taget tilsammen levere et energibidrag på op til 17 kW til boligens energiregnskab, når solen skinner – både gennem salg af el og som supplement til boligens el- og varmeforbrug.
Resultatet af de mange energioptimerende tiltag er en bolig i den højeste energiklasse, A2020, som lever op til de nyeste krav i Bygningsreglement 2020.
Tyndere vægge, højere isoleringsklasse
Et af de vigtigste greb i projektet har været selve byggeformen og isoleringsniveauet. Stig ønskede et hus, hvor konstruktionen gav mest muligt ud af kvadratmeterne – uden at gå på kompromis med energikravene.
Huset er bygget som et bæredygtigt hus med en trækonstruktion og en klimaskærm af tegl som beklædning udenpå. Det giver en tyndere væg med en højere isoleringsklasse – og dermed flere kvadratmeter, man reelt kan bruge.
Hvad er en klimaskærm?
En klimaskærm er en ventileret, vedligeholdelsesfri facadebeklædning af brændt ler, der monteres mekanisk på et lægtesystem. Skærmen giver en holdbar, bæredygtig og æstetisk løsning, der ofte bruges til både nybyggeri og renovering for at beskytte bygningen mod de koldere, nordiske vejrforhold.
Småt varmebehov og stort ventilationsbehov
Den ualmindeligt høje isoleringsklasse betyder, at huset næsten er hermetisk lukket. Derfor er der et minimalt varmetab – men også meget begrænset naturlig lufttilførsel.
Boligen har derfor et meget lavt varmebehov og samtidig et stort behov for effektiv ventilation, der kan sikre konstant tilførsel af frisk luft. Stig havde med andre ord brug for en kompakt varmeløsning kombineret med en særdeles effektiv ventilationsløsning.
Valget faldt på to kompakte METRO Delta-varmepumper i kombination med et ECO 400 XL-ventilationsanlæg fra Genvex.
Som så mange andre steder i huset er der også her tænkt ud over standardløsningerne. Ventilationsanlægget er nemlig bevidst overdimensioneret i forhold til boligens 190 m² – og faktisk havde Stig teknisk set kun brug for én varmepumpe, ikke to.
Hvorfor et overdimensioneret ventilationsanlæg?
ECO 400 XL fra Genvex er i udgangspunktet tiltænkt væsentligt større boliger. Men netop den ekstra kapacitet betyder, at anlægget kan levere den nødvendige luftmængde til Stigs hus ved lavere ventilatorhastigheder.
Når ventilatorerne kører på lavere omdrejninger, forbedres virkningsgraden, støjniveauet reduceres, og anlægget slides mindre – i modsætning til et mindre anlæg, der konstant kører tæt på maksimal belastning.
Fordelene tæller blandt andet:
✔ markant mindre støj fra både kanaler og anlæg
✔ mindre slitage på komponenterne
✔ større fleksibilitet ved spidsbelastning
✔ mere stabil varmegenvinding
✔ mulighed for effektiv natkøling ved forceret luftmængde
✔ en fremtidssikret løsning, hvis boligens behov ændrer sig
Men den vigtigste fordel har været muligheden for at lade ventilationsanlægget “tale sammen” med varmepumperne – noget, der har haft stor betydning for komfortniveauet i boligen.
Hvorfor to varmepumper?
Med det lave varmebehov kunne én varmepumpe i princippet have dækket både varme og varmt vand. Men som det efterhånden er blevet tydeligt, var standardløsninger ikke en del af planen.
Ambitionen for komforten var højere – og løsningen blev derfor to varmepumper.
Den ene METRO Delta forsyner boligen med gulvvarme og varmt brugsvand. Den anden arbejder sammen med ventilationsanlægget og leverer varmetilskud via indblæsningsluften. Her sendes varmen ikke til et traditionelt varmesystem, men direkte videre til ventilationsanlægget, som fordeler den opvarmede luft i boligen.
“Det er et komfortvalg,” fortæller Stig.

Vi har mange store vinduer, så når solen skinner, bliver der hurtigt varmt. Med luftvarme kan man hurtigt stoppe varmeforsyningen – det er ikke så nemt, hvis man har et kæmpe betongulv.
– Stig Petersen
Vertikale jordvarmespiraler sikrer varmen
Da Stig skulle vælge varmekilde til sine varmepumper, var han ikke i tvivl om, at jordvarme var den rette løsning. Det viste sig dog hurtigt, at traditionelle horisontale jordvarmeslanger ikke var en mulighed.
Det skyldtes en særlig servitut om adgang til kloak- og regnvandskanaler, dikteret af Næstved Kommune, som betød, at der ikke ville være tilstrækkeligt areal til traditionelle jordvarmeslanger.
Derfor valgte Stig i stedet seks jordvarmespiraler, som er blevet boret ned i cirka otte meter dybe og en meter brede vertikale borehuller. Løsningen er ideel på grunde med mindre muligheder for traditionelle jordslanger som Stigs.
Samtidig er jordens temperatur meget stabil i disse dybder året rundt. Det giver varmepumpen adgang til en ensartet varmekilde uanset årstid og udetemperatur og sikrer en høj og stabil effektivitet.
Jordvarme har derudover har løsningen den fordel, at der ikke er nogen udedel, som støjer:
I forhold til valget af en nedboret brine er der jo den sindssygt gode fordel i min verden, at man ikke har nogen støj udenfor fra en varmepumpe. Så er man fri for at forstyrre naboerne.
Efter installationen stod det hurtigt klart for Stig, at der bestemt ikke var grund til bekymring for støj – hverken udenfor eller indenfor. De to METRO Delta-varmepumper er nemlig praktisk talt lydløse.
Men det er ikke kun varmepumperne, der kan tage æren for det. Stig har i projektet været ekstra opmærksom på potentielt støjende komponenter i bygningens indretning og konstruktion, som ellers kunne have bidraget til støj.
I videoen kan du se, hvordan de seks nedborede jordvarmespiraler forsyner Stigs bolig med varme (både gulvvarmekreds og varm indblæsningsluft) samt varmt vand.
Tallene taler deres tydelige sprog
Efter et halvt år med det innovative varme- og ventilationssystem i boligen kan Stig nu gøre foreløbig status på forbruget. Og tallene er ret imponerende. Selv med en høj indendørs komforttemperatur og strøm til to elbiler, der hver kører 40.000 km om året, er energikøbet fra nettet meget lavt i store dele af året.
Fra cirka marts til oktober har vi været fuldstændig selvforsynende i huset. Alt i alt har vi haft et driftsregnskab på cirka 100 kr. i købt el om måneden, men vi har samtidig leveret masser af strøm ud til elnettet, som vi har fået penge for, så i perioden har det stort set været gratis at lave energi her i huset. Så man kan vel næsten tillade sig at sige, at det indtil nu er nulenergi
Ambitionen er at optimere driften yderligere med et batteri på 40 kWh, der kan lagre strømmen, så også vinterperioden kommer endnu tættere på et netto nulforbrug:

I 9 måneder om året regner jeg med, at forbruget er nogenlunde nul. Vi kommer dog til at købe noget energi her i vinter i form af strøm, men det skal vi have arbejdet ned, så vi får ladt de her batterier op om natten eller i perioder, hvor det er billigt.
– Stig Petersen
Et hjem bygget til fremtiden
Stigs hus i Næstved viser, hvordan arkitektur, materialevalg og energiteknik kan gå op i en højere enhed, når målet er kompromisløst – et hus, der både er gennemtænkt i detaljen og optimeret til lavt energiforbrug, høj komfort og minimal vedligeholdelse.
Vil du vide mere?
Vil du se Stig fortælle om huset, materialerne og energiløsningen? Se videoen fra besøget i Næstved og hør, hvordan to METRO Delta-varmepumper, vertikale jordvarmespiraler, ventilation med høj varmegenvinding og solceller er tænkt sammen i én samlet løsning.
