Maiken bringer eleverne tættere på virkeligheden
På Herningsholm Erhvervsskole uddanner Maiken kommende VVS’ere i teori, praksis og produkter fra virkeligheden. Med et større sponsorat af beholdere fra METRO THERM får eleverne nu en stærkere forståelse for de løsninger, de med stor sandsynlighed møder igen, når de træder ud i faget.
Vi møder Maiken ved receptionen, og herfra følger hun os til værkstederne, hvor hendes elever arbejder. Det er her de i arbejdet med installationer, tekniske beregninger og produkter gør sig klar til en fremtid som VVS'ere.
Her skal vi høre, om de drømme eleverne kommer med. Og vi skal høre Maiken, hvordan hun skaber undervisning, der klæder dem på til de forhold og forventninger, der venter i fremtidens VVS-branche.

Eleverne bidrager til den grønne omstilling
Vi er ankommet til det store undervisningslokale i hovedbygningen. Langs væggene er der opsat flere rækker af tavler, hvor eleverne står i hold og laver installationer. Holdet går på grundforløb 2 under fagretningen Fremtidens Energi, hvor eleverne uddanner sig til enten blikkenslagere, energispecialister eller installationsteknikere.
Et særligt fokus for undervisningen på Herningsholm Erhvervsskole er den grønne omstilling. Skolen er nemlig blevet udpeget som officiel klimaerhvervsskole af Undervisningsministeriet.
Når Maiken underviser, betyder det derfor meget for hende, at eleverne ser arbejdet med varme, varmt vand og energiforbrug som mere end et håndværk.
Det er også arbejde, der har direkte forbindelse til den grønne omstilling af vores samfund:
Som undervisere har vi den fornemme opgave at forbinde teori til virkelighed. Vise, hvordan deres arbejde hænger sammen ude i vores samfund. Vise, at det ikke kun er rent håndværk, men også meget andet, vi bidrager med. At de kommer ud og kan bidrage til vores grønne omstilling på den bedst mulige måde.
- Maiken Højgaard Jensen

Et fag med både plads til hoved og hænder
Lige nu arbejder eleverne med fjernvarme, og på de opstillede tavler kan man se fjernvarmeunits, beholdere, termostater og rørføring mellem de forskellige komponenter. Undervisningen er opdelt mellem praksis og teori. Det betyder, at eleverne i det ene øjeblik står i værkstederne og opbygger installationer, og i det næste sidder i undervisningslokalet og laver tekniske beregninger.
Som Maiken fortæller, er det ofte først i mødet mellem teori og praksis, at det for alvor giver mening for eleverne:
Når eleverne har fået undervisning i teori, og så kommer ud og bygger anlægget og kan forholde sig til det, og se hele sammenhængen i det, så hænger det hele lige pludselig sammen og det bliver en helhed, hvor der bliver bundet en fin rød sløjfe på den røde tråd.
- Maiken Højgaard Jensen

Foto: Herningsholm Erhvervsskole
Officiel klimaerhvervsskole
Herningsholm Erhvervsskole har fået en særlig rolle i arbejdet med den grønne omstilling. Sammen med TEC i hovedstaden og Rybners i Esbjerg er skolen blevet udpeget af Undervisningsministeriet som officiel klimaerhvervsskole.
Målet med titlen er, at skolen skal arbejde målrettet med at klæde eleverne på til den grønne omstilling. Et særligt fokus for Herningsholm er arbejdet med bæredygtigt byggeri, hvor skolen arbejder med nye teknologier, der kan medvirke til den grønne omstilling.
Den gode opdeling mellem teori og praksis er også rar for eleverne, der hver især kommer med forskellige forudsætninger og fremtidsplaner. Nogle er nysgerrige på teknikken og den teoretiske forståelse bag installationerne. Andre motiveres i højere grad af at komme i gang med værktøjet og arbejde praktisk.
Der er nogle, som ønsker at bruge det boglige rigtig meget, og nogle ønsker at komme ud og arbejde med deres hænder. Det er lige præcis det, vores fag kan. Det kan rumme begge dele.
- Maiken Højgaard Jensen
Mød Freja, William og Malthe
Koblingen mellem teori og praksis mærker eleverne også selv. Vi har fået lov til at snakke med tre elever, der alle går på grundforløb 2, og som hver dag oplever undervisningen fra første række.
Freja, der går på grundforløb 2 som blikkenslager, fremhæver det praktiske arbejde som en vigtig del af motivationen:
Jeg synes, det er en fed uddannelse at kunne stå og arbejde med noget i hænderne og se, hvordan det fungerer. Hvordan selve varmen og vandet fungerer i husene, når du kommer ud i virkeligheden.
- Freja, blikkenslagerelev

Når vi taler med VVS-energispecialisteleven William, fremhæver han særligt muligheden for at dykke dybere ned i de tekniske installationer samt muligheden for at give håndværket videre til andre som en stor motivation:
Det er et stort område, så jeg synes, det er ret fedt at få lov til at nørde lidt med det. Du kan gå lidt mere ned i dybden med nogle ting. Og du får et håndværk, en speciel ting, du kan i forhold til alle mulige andre, som du også kan lære fra dig.
- William, VVS-energispecialistelev

Malthe, der også læser til VVS-energispecialist, erklærer sig først og fremmest enig med både William og Freja. Og så fortæller han, at han særligt glæder sig over, at han efter endt uddannelse har mulighed for at afsøge nye territorier inden for energibranchen, fx som produktionsteknolog, bygningskonstruktør, maskinmester eller ingeniør:
Der er så mange forskellige løsninger og der er så mange forskellige ting, du kan komme ind og udforske. Du kan videreuddanne dig til flere forskellige ting. Prøve mere og udforske mere.
- Malthe, VVS-energispecialistelev

Fagene på Fremtidens Energi
Blikkenslager
Blikkenslagerfaget er et af Danmarks ældste, forbundet med stolte traditioner. Her bliver man specialist i udendørs blikarbejde på bygninger og facader, fx tagrender, nedløb, tage, tårne og facader samt løsninger til varme og varmt vand.
VVS-energispecialist
Som VVS-energispecialist arbejder du med planlægning, dimensionering, installation og service af blandt andet varmepumper og traditionelle fyr. Du lærer også at arbejde med fjernvarme og at lave energitekniske beregninger.
Installationstekniker
Som VVS-installationstekniker får du en alsidig VVS-uddannelse, hvor du lærer at installere og servicere avancerede VVS- og klimaløsninger. Du skal blandt andet sikre, at der er vand i hanerne, varme i radiatoren og at afløbene virker.
Produkter fra virkeligheden gør undervisningen konkret
Når man kigger rundt i det store værksted, hvor eleverne arbejder, lægger man særligt mærke til én ting – her står ikke bare øvelsesopstillinger og skolematerialer, men også produkter fra nogle af de mange producenter, eleverne kommer til at møde ude i virkeligheden.
For Maiken og skolen er det nemlig vigtigt, at eleverne ikke bare skal arbejde med tænkte eksempler, men med reelle produkter, der findes uden for skolens vægge. På den måde får de et mere retvisende billede af den branche, de skal ud i.
Derfor samarbejder Herningsholm med flere leverandører af varme- og varmtvandsløsninger.
Vi er så privilegerede, at mange producenter byder ind med deres nyeste produkter, så vi også altid er opdaterede og kan tilbyde eleverne de nyeste ting og vise, hvad der sker ude på markedet.
- Maiken Højgaard Jensen

METRO THERM er en af de producenter, der har bidraget til undervisningen. Med en donation på 47 varmtvandsbeholdere har skolen fået solide produkter ind på værkstederne, som eleverne kan bruge til at opbygge fjernvarmeinstallationer.
Da Maiken bliver spurgt, hvorfor det netop er METRO THERMs beholdere, der er repræsentative for det, eleverne kommer til at møde efter skolen, svarer hun grinende: ”Jeg tror faktisk aldrig, at jeg har set andre beholdere end dem her som VVS’er. Så ja...”
Som Maiken uddyber:
Vi sætter stor pris på vores samarbejde med METRO, fordi det er et godt og gængs solidt dansk produkt, som vi møder rigtig tit i vores arbejde som VVS’ere. Det er en varmtvandsbeholder, som stort set alle vores lærlinge kommer ud og møder, så derfor giver det også rigtig god mening, at de kommer til at arbejde med dem her.
- Maiken Højgaard Jensen
Genkendelse giver faglig selvtillid
For Maiken handler samarbejdet med leverandører ikke kun om udstyr. Det handler i lige så høj grad om elevernes faglige selvtillid.
Når eleverne står med en varmtvandsbeholder på skolen, lærer de ikke kun, hvor rørene skal føres, eller hvordan installationen skal bygges op. De lærer også at aflæse produktet, forstå komponenterne og få en fornemmelse af, hvordan en løsning ser ud i praksis.
Den erfaring kan de tage med sig videre.
For når de senere står ude i en virksomhed eller hos en kunde og møder en beholder, de allerede kender fra undervisningen, bliver afstanden mellem skole og arbejdsliv mindre.
Det giver et kæmpe selvtillidsboost, når man ude i virkeligheden allerede kender noget i forvejen og kan gå til det.
- Maiken Højgaard Jensen

Det er netop derfor, de 47 varmtvandsbeholdere har en værdi i undervisningen. De er ikke bare produkter i et værksted. De er en måde at gøre faget mere virkeligt på. De hjælper eleverne med at koble teorien fra undervisningslokalet med det praktiske arbejde på værkstedet. Og de giver eleverne en erfaring, de kan genkende, når de møder de samme typer installationer efter skolen.
At følge eleverne ind i faget
For Maiken er det en særlig opgave at være med til at uddanne fremtidens VVS’ere.
I jobbet møder hun elever, der kommer med vidt forskellige forudsætninger og tanker for fremtiden. Nogle har allerede en klar idé om, hvad de vil. Andre skal først mærke faget mellem hænderne, før de finder ud af, hvor de passer ind.
Men fælles for dem er, at de undervejs begynder at se sammenhængen. Mellem teori og praksis. Mellem installationerne på skolen og de løsninger, de senere skal arbejde med ude hos kunderne. Og mellem deres eget håndværk og den grønne omstilling, de bliver en del af.
For Maiken er det netop dét, der gør arbejdet meningsfuldt:
Det betyder rigtig meget for mig at få lov til at være en del af at uddanne fremtidens VVS’ere. Jeg synes, det er inspirerende at se eleverne udvikle sig. Mange kommer med ingen forudsætninger og ender ud med at være virkelig dygtige håndværkere. Det er inspirerende.
- Maiken Højgaard Jensen
På Herningsholm handler undervisningen derfor ikke kun om at lære eleverne at bygge anlæg, forstå komponenter og lave tekniske beregninger. Det handler også om at give dem erfaring med de produkter og løsninger, de kommer til at møde i virkeligheden.
Når eleverne arbejder med varmtvandsbeholdere fra METRO THERM, bliver koblingen mellem teori og praksis mere håndgribelig. De kan se, hvordan installationerne er bygget op. De kan forstå, hvordan komponenterne spiller sammen. Og de kan mærke, at det, de lærer på skolen, har direkte værdi i det arbejdsliv, der venter dem.
For når eleverne kan genkende produkterne, forstå installationerne og gå til opgaven med ro i maven, står de stærkere rustet til næste skridt – ude i virksomhederne, ude hos kunderne og ude i en branche, hvor deres faglighed får en vigtig rolle i fremtidens energiløsninger.