Buelampekul var storsællert
I dag er der næppe mange der ved hvad kulbuelamper er. Det er sikkert også de færreste, der ved at de var første elektriske lyskilder, der blev opfundet. Og at de var det helt store hit i en lang periode fra starten af 1800-tallet og helt op til midten af 1950’erne.
Det kul, der anvendtes i disse lamper – som havde det utroligt opfindsomme navn buelampekul – stod for en ikke ubetydelig del af Jørgen Christian Jørgensens omsætning i 30’erne og 40’erne. Faktisk var det dengang METROs absolutte storsællert.
Nå, men hvad er en kulbuelampe så for en størrelse? En kulbuelampe har en skålformet reflektorskærm, hvori der er monteret to kulstænger i en lille afstand fra hinanden. Elektrisk strøm ledes fra en stang til den anden og danner en lysbue (heraf navnet), som udsender et kraftigt lys. Kulstængerne brænder langsomt ned og skal derfor skiftes med jævne mellemrum.
Lysstyrken i en kulbuelampe var for kraftig til almindelig indendørs brug, men de blev flittigt brugt i fx filmprojektorer, højfjeldssole, gadelys og lysterapilamper. Især de såkaldte ”Finsenslamper” (opfundet af en dansk læge som sjovt nok hed Finsen) var voldsomt populære til lysbehandling af forskellige hudsygdomme og mange af datidens hospitaler havde derfor et ret stort forbrug af buelampekul.
En rentabel sideforretning
Jørgen Christian Jørgensen begyndte i 30’erne at importere buelampekul fra Østrig, og senere også fra England. Kulstængernes sammensætning og udformning bestemte, hvilken farve og styrke lyset ville få, og Jørgen Jørgensen importerede en lang række forskellige typer. Derfor kunne han sælge kullet til rigtig mange forskellige formål og dække et ganske bredt udsnit af markedet. Selvom salget af buelampekul oprindeligt kun var en sideforretning, tjente han faktisk ganske godt på det. Og under 2. Verdenskrig, hvor ressourcerne var knappe, og efterspørgslen på hans primære produktgrupper var yderst begrænset, var salget af buelampekul faktisk det, der holdt METRO oven vande
