100.000 til Knæk Cancer - ny varmepumpe til Martin og Louise

I oktober 2020 kørte METRO THERM i samarbejde med Dansk Varme Service en auktion, hvor det højeste bud på en varmepumpe inklusiv installation gik ubeskåret til Knæk Cancer. Vinderen blev parret Martin og Louise Jönsson fra Glostrup, som kom med i auktionen ved et tilfælde.

Faktisk var de slet ikke klar over, at der var en auktion i gang. De var bare på udkig efter en ny varmeløsning til deres 200 m2 store villa i forstaden Glostrup, men da de hørte, at de samtidig kunne støtte et godt formål, fik de pludselig travlt.

”Vi kontaktede oprindeligt Dansk Varme Service, fordi vi ville have et tilbud på netop METROAIR-varmepumpen, og fik så at vide, at der var en auktion i gang på den. Så skyndte vi os ind og bød med, og da tiden endelig løb ud, fik vi at vide, at vi med vores bud på 95.000 kroner havde vundet”, fortæller Martin Jönsson med begejstring i stemmen og fortsætter:

Vinderne der står ved siden af METROAIR I
Se filmen om Martin og Louise, som fik en ny varmepumpe til en fordelagtig pris på Knæk Cancer-auktionen.

”Det var en super god oplevelse og fedt at blive informeret om, at auktionen var i gang”, konstaterer Martin, som sammen med konen Louise kort inde i februar endelig kunne komme i gang med at få udskiftet det gamle gasfyr, som har kæmpet med at opvarme det store gulvvarmeopvarmede hus i to etager gennem mere end 15 år.

Støjsvag og miljøvenlig

På 1. sal møder vi tilfældigvis Louise Jönsson, som står i et af parrets børneværelser og beskuer den nye METROAIR I12-varmepumpe, som er i fuld sving nede i familiens gård. Temperaturen udenfor er stadig under 0, og Louise var inden installationen især bekymret for lydniveauet.

”Jeg var bekymret for, fordi vi havde sat den ind i et indhak, om lyden blev slået op ad muren, så den ramte op i børneværelset, men jeg er imponeret over, at den ikke støjer mere”, fortæller en lettet Louise Jönsson.

Installatør Brian Muhlich fra Dansk Varme Service forklarer, at skiftet fra gas til luft til vand-varmepumperne er et skridt i en grønnere retning, som er begyndt at blive et populært valg blandt alle aldersgrupper.

”Vi oplever faktisk, at nogle mennesker vælger at skifte til en luft til vand-varmepumpe, simpelthen fordi de tænker på deres børnebørn og den fremtid, de går i møde”, forklarer Brian Muhlich, og supplerer, at det dog typisk er økonomien, der trækker.

”Man kan sige, at det er et kvantespring fra gas og så til luft-vand. Det er en god investering, og det er ikke længere bare en luksusvare, men faktisk noget, som vi kan se, at vi kan få en økonomisk fordel ud af”, konstaterer han.

Nem at betjene - og god for pengepungen

I kælderen står varmepumpens indedel – en METROAIR 330, som skal fordele det varme vand ud i husets gulvvarmerør, og som med sin 160 liters varmtvandsbeholder også skal levere det varme vand til familiens haner og brusere. Efter en kort gennemgang af 330’eren med installatør Brian Muhlich forklarer Martin Jönsson, at han ikke regner med at skulle regulere specielt meget fremover, men alligevel er glad for den nemme menu.

”Det er en meget enkel brugerflade, der er på indedelen. For den almene bruger, som ikke har den store tekniske indsigt i varmefyr og den slags, skal det være så enkelt og simpelt som muligt, så det er virkelig dejligt”, fortæller Martin, der også er glad for, at luft til vand-varmepumpen med stor sandsynlighed vil bringe en kærkommen besparelse med sig i form af en lavere varmeregning:

”Jeg tænker, at vi er godt stillet til den kommende tid med grøn omstilling, og så kan man sige, at vi har gjort, hvad man kan gøre på klimafronten - og selvfølgelig også for vores egen pengepung”, slutter Martin og smiler.

Ved auktionen afslutning valgte Dansk Varme Service at supplere med 5.000,- så det samlede beløb endte på 100.000,-, der herefter gik ubeskåret til Knæk Cancers arbejde.